Slut med at parkere gratis ved banegården

Profilbillede
dato

Der har længe været snak om, at der er problemer med at finde parkeringspladser ved banegården i Horsens, og det er ikke blevet bedre af, at VIA er flyttet ind på Campus ved siden af. Men nu tages der mere drastiske metoder i brug – der skal betales for parkering.

Hvis du pendler eller ofte tager toget ved stationen i Horsens, så ved du allerede, at det kan være svært at finde en parkeringsplads i området nær banegården. Parkeringsbåsene, især de gratis til pendlere, er simpelthen blevet for populære også for de studerende på Campus Horsens.

De attraktive gratis parkeringspladser for pendlere ved siden af stationen ligger meget tæt på campus, og som der er kommet flere og flere studerende til området, er det blevet sværere og sværere for pendlerne at finde parkering, skriver Horsens Folkeblad.

Men det vil DSB nu gøre noget ved – de skriver ifølge avisen i en pressemeddelelse, at de har erfaret, at deres kunder har svært ved at finde parkering. Derfor indføres der nu en ordning, som træder i kraft den 1. oktober. 

Ordningen går ud på, at togrejsende med behov for parkering kan få tidsbegrænset fri parkeringstilladelse til pendlerparkering i 16 timer. Det sker gennem en app-løsning, som er knyttet til togbilletten via dsb.dk eller DSB’s app.

Bilister, der ikke er togrejsende, kan godt regne med, at de får en parkeringsbøde, hvis de alligevel parkerer på pladserne, men de kan dog købe parkering for 15 kroner i timen. 

Kilde: Horsens Folkeblad

Seneste på facebook