Hurra for sommer og for at opleve den sammen. Et stort sommerprogram med mange gratis aktiviteter for børn og unge i Horsens Kommune er nu klar.'
Aquacamp, gadekunst eller faldskærmsspring. Det er blot nogle få af de mange aktiviteter, børn og unge har mulighed for at deltage i henover sommerferien, der venter lige rundt om hjørnet.
Årets sommerprogram med masser af aktiviteter fordelt på seks uger er nu klart og bliver i disse dage præsenteret for kommunens børn og unge. Programmet bliver sendt ud via AULA, men findes naturligvis også i en flot online-version. Mange af aktiviteterne er gratis at deltage i.
Her er noget for alle
Sommerferiekataloget for 2022 er sammensat i et bredt samarbejde mellem kommunale aktører og foreningslivet i Horsens Kommune.
- Vi har lagt os i selen for at skabe både oplevelser og fællesskaber, der kan give gode sommerferieminder til en hel masse af kommunens børn og unge. Om du er til go-cart, madlavning, jazz, klatring, krea eller glaspustning, så har vi det på programmet. Og nøj, hvor vi glæder os til at tage hul på det hele, siger Tanja Nyborg, direktør for Uddannelse og Arbejdsmarked i Horsens Kommune.
Programmet er varieret og henvender sig til en bred børne- og ungegruppe. Uanset om man ønsker at udfordre sig selv og skubbe til personlige grænser, prøve nye ting eller foretrækker små, lukkede hold i selskab med gode venner i lokalmiljøet, er der mulighed for det i programmet.
Nogle af de mange aktiviteter byder på design og arkitektur, jazzcamp, italiensk for begyndere, computerkodning, orienteringsløb, kajak, klatring, MTB, sejlads og vandsjov. Og man kan også komme på ture til bl.a. Djurs Sommerland, Racehall Aarhus og Danfoss Universe i Syddanmark.
For de mindste børn og deres familier bliver det nok især arrangementerne med legepatruljen på Langelinie, der trækker. Her kan hele familien få en sjov dag ved fjorden med fiskenet, vandkikkert og leg på stranden.
- Jeg håber, at rigtig mange af vores børn, unge og deres forældre vil tage godt imod de mange sommeraktiviteter, og jeg er næsten sikker på, at der er noget for enhver smag, siger Tanja Nyborg.
Fra den 9. juni kl.19 er det muligt at tilmelde sig alle de mange spændende aktiviteter. Har du spørgsmål til de enkelte aktiviteter, kan du finde kontaktoplysninger i kataloget.
Find alle aktiviteterne i sommerferiekataloget - her finder man også information om tilmelding:
Sommerferiekatalog 2022