Stensballe IK ser frem til en sæson med lokalderbys

Træningsbanen er ved at husere en god flok Stensballe-spillere (Foto: Ole Nielsen)
Profilbillede
dato

Stensballe IK's Serie 3-herrer glæder sig til den kommende sæson, efter de i sidste sæson sikrede oprykning fra Serie 4. Vi ser frem mod den kommende sæson, sammen med Stenballe IK's Serie 3-træner, Ole Nielsen.

"Efter en lidt træg træningsindsats, i de første mange uger, er drengene ved at få noget kontinuitet i deres fremmøde. Det er fremragende, og også nødvendigt. Vi skal jo mønstre tre stærke hold i senior i den kommende sæson, ud af cirka 50 trænende spillere. Jeg håber, at vi får alle trimmet og klar. For gør vi det, så spiller vi med i den sjove ende."

Serie 3-holdet i SIK kan også tydeligt mærke, at de kører på en tilværelse som klubbens andethold.

"Mange af vores spillere har på skift været ramt af sygdom og skader, så vores forberedelser har ikke været helt optimale. Det er heller ikke altid let at være andethold i en klub i opstarten - mangler man spillere i førsteholdstruppen, så kan de kun plukkes et sted fra, og sådan skal det jo også være. Det er et andetholds lod, men kan give en lidt rodet opstart," sådan lyder det fra Ole Nielsen, der fortsætter:

"Vi har mistet et par spillere i vores førsteholdstrup. Det har selvfølgelig betydet at nogen af de spillere, som var med til at sikre vores oprykning i efteråret, har grebet chancen på vores Serie 2-hold. Vi har heldigvis en bred trup, så hvis ellers vi kan holde os - nogenlunde - skadesfri, så burde vi have spillerne til at fylde hullerne ud."

Vaskeægte lokalderbys er i vente
Da puljen blev trukket, poppede der flere velkendte klubnavne i øjnene. Men særligt én lokal klub, glæder Ole Nielsen sig til at stå overfor.

"Vi kan se frem imod nogle interessante lokalbrag, hvor især kampene imod FC Horsens plejer at være spændende - med alle de facetter, som et vaskeægte lokalderby nu kan byde på. Men jeg er ret overbevist om, at vores Serie 3-pulje bliver meget jævnbyrdig. Det ligner nogle åbne, tætte opgør hele vejen rundt."

Opstarten har dog været lovende for Stensballe IK. Trods store rotationer og massevis af forskellige konstellationer, har holdet formået at levere pæne resultater.

"Vi har spillet tre træningskampe indtil videre.. desværre måtte vi pga skader og corona aflyse en enkelt. Der har været en del udskiftning i truppen, og mange konstellationer er blevet afprøvet. Vi lagde ud med en 10-1 sejr over FC International fra Vejle, hvorefter vi vandt 2-0 over BUF Horsens og senest en uafgjort 1-1 mod Horsens Freja.

"Så absolut godkendte resultater i nogen kampe, hvor vi virkelig har fået prøvet bredden af i Stensballe," slutter Ole Nielsen af.

Stensballe IK's første kamp i sæsonen, er når de på lørdag tager imod gæsterne fra Sole IF. Der er kampstart kl. 15:00 ved Stensballe Hallen.


Stensballe IK Serie 3-herrer (Foto: Ole Nielsen)

Kilde: Ole Nielsen

Seneste på facebook