Tre på stribe: Horsens HK-piger triumferer med storsejr

Horsens HK U19 Liga (Foto: R. Boy)
Profilbillede
dato

Torsdag skulle Horsens HK's U19-piger endnu engang i kamp, da de fik besøg af Odense Håndbold Ungdom.

Det var Horsens-pigernes fjerde kamp på hjemmebane i oktober, og i de to forgangne kampe havde de vundet over Team Esbjerg og Randers HK. Torsdag var det Odense Håndbold, der skulle få ørerne i maskinen i Horsens.

En utroligt stærk indsats medførte en stensikker Horsens HK-sejr på 37-20. Ronni Boy måtte også erkende, at det var utroligt god håndbold, han var vidne til.

- Jeg er meget imponeret over vores indsats over alle 60 min. Mange flotte præstationer. Jeg vil gerne fremhæve holdet. Der var så mange gode præstationer i dag, at det er svært at vælge en enkelt at fremhæve. Men vi dækker fantastisk godt op, og der var stærke præstationer af Bisgaard og Nico i målet. Angrebet var utrolig struktureret og mange bød godt ind.

Horsens HK's nummer 22, Sille Sorth, giver også sin reaktion på kampen:

- Jeg synes vi spiller en rigtig god kamp og kommer godt fra start. Og inden for det første kvarter fører vi 8-3. Vi får lukket rigtig godt af nede i forsvaret, hvilket fører til mange store redninger af vores målmænd. Det gør at vi kan trykke hårdt på nede i angrebet, og holde os til taktikken, hvilket fører til gode angrebsåbninger, som vi får scoret på.

- Uanset hvem der var på banen så synes jeg vi alle præsterer. Derudover har vi en rigtig god gejst gennem hele kampen, som gør det til en rigtig fed kamp at spille, lyder det fra Sorth.

Horsens HKs næste opgave er fredag den 2. december, hvor de skal møde Sønderjyske Ungdom i Rødekrohallen. Der er kampstart klokken 19:45.

Kampens resultat: 37-20 til Horsens HK
Række: U19 Kvinder Liga

Kilde: Cheftræner Ronni Boy, Horsens HK - U19 Kvinder Liga

Seneste på facebook