Hvis du plejer at handle i Fakta på Vejlevej 14 i Horsens, skal du i fremtiden til at vænne dig til, at den i stedet hedder Coop365. Den skifter nemlig navn og fokus.
Hvis du plejer at købe en helt bestemt kaffetype eller rugbrød i din Fakta på Vejlevej, så kan du altså ikke være sikker på, at du for fremtiden kan få lige præcis den vare, når du handler.
Du kan være heldig, at varen stadig står på hylderne sammen med de mange andre helt nye varer, der er i sortimentet, når Fakta bliver omdannet til Coop365. En ny grøn discountkæde, der er ved at blive indrettet i flere gamle Fakta butikker, skriver Horsens Posten.
De nye Coop365 butikker har alle fokus på økologi, og de tilbyder ti procents rabat på frisk frugt og grønt, hvis man som kunde selv scanner sine varer ind.
Det er ikke alle gamle Fakta butikker, der skal laves om. Men mange skal, og de bliver indrettet, så de passer til det nye koncept. Der vil løbende blive lavet nye Coop365 butikker de næste år med det særlige fokus, at de skal være moderne at handle i for kunderne, og en af overbevisningerne er, at det er hurtigere for kunden selv at scanne sine varer ind.