Onsdag var der spænding på FC Horsens' hjemmebane, Designa Kunstgræs, da U17-pigerne stod over for Vejle Boldklub. Desværre formåede FC Horsens ikke at udnytte hjemmebanefordelen, og kampen endte med et skuffende 1-4-nederlag til Vejle.
Træner Jonas Christensen var ærlig i sin vurdering af kampen:
“Vi spiller en utrolig dårlig kamp i dag. Der er mangel på gejst, vilje og lyst. Vi er ikke hurtige nok på bolden og vi er alt for dårlige i vores forberedelse. Vi sidder for langt fra i vores pres og vi giver Vejle alt for lang tid på bolden. Vi får skabt nogle meget store chancer, men dem formår vi heller ikke at score på. I og omkring vores eget felt er vi alt for uafklarede og sløsede i vores indgreb.”
Christensen påpegede flere områder, hvor holdet manglede skarphed:
“Mange ting skal forbedres, men hvis jeg skal fremhæve noget må det være forberedelse og bold omgang. Vores forberedelse inden vi modtager bolden, inden vi går i pres, inden vi afslutter skal være meget bedre. Vores boldomgang skal foregå med meget mere omtanke og meget mere tempo.”
Selvom nederlaget var svært at sluge, var der et lyspunkt for holdet. Jonas fremhævede Hanna Haastrup, der gjorde sin tilbagevenden efter en skadesperiode:
“Hanna Haastrup. Hanna har været inde i en længere skadesperiode med sit baglår. Hun var tilbage på banen i dag og selvom man godt kunne se, at det var et stykke tid siden hun har været i kamp, syntes jeg at hun leverer en solid præstation på en dag, hvor stort set alle andre på holdet har det svært.”
Næste udfordring for FC Horsens U17 piger er mod Gråsten B - VBIF - Broager UI på Aarsbjerg Idrætscenter på søndag den 5. maj kl. 12:00.
Kampens resultat:
1-4
til
Vejle B
Række: U17 Piger Liga 1