Vi kan forebygge 40 kræfttilfælde hver dag

Profilbillede
dato

Hver dag får 40 danskere en kræftsygdom, der skyldes livsstil eller miljø. Det viser en ny dansk undersøgelse. Kræftens Bekæmpelse ønsker forebyggelse højere prioriteret politisk. Sundheden skal altså forbedres i hele landet - det gælder også i Horsens.

Årligt får 14.235 danskere kræft på grund af tobak, uv-stråler, overvægt, alkohol og andre faktorer i livsstil eller miljø. Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, udgivet i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

For første gang sætter forskere danske tal på, hvor mange kræfttilfælde, der kan forebygges. Tallene er i tråd med udenlandske opgørelser og bekræfter, at der er et kæmpe potentiale til at forebygge kræft i den danske befolkning.

Folkesundheden i Danmark halter
I dag, fredag den 4. februar, er det World Cancer Day. Dagen fejres i hele verden for at sætte fokus på opsporing, behandling og forebyggelse af kræft, en af klodens største dræbere.

Kræftens Bekæmpelse markerer den globale begivenhed ved at slå et slag for forebyggelse og mere lighed i sundhed. Det sker med afsæt i den nye undersøgelse.

- Folkesundheden i Danmark halter, og det ser vi blandt andet på kræftområdet. Men også i forhold til diabetes, hjerte-karlidelser og andre store folkesygdomme.

- Det er uforståeligt, at man ikke politisk gør mere for at forebygge – det ville spare mange mennesker for lidelse og alvorlig sygdom, og det ville spare sundhedssystemet for mange penge, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Forskerne bag undersøgelsen har beregnet, at 8.617 tilfælde af de hyppigste kræftsygdomme - bryst-, lunge-, tyktarms- og modermærkekræft – potentielt kunne forebygges.

Brystkræft er blandt andet koblet til overvægt og alkohol, rygning og luftforurening kan give lungekræft, mens rygning, overvægt og alkohol kan øge risikoen for tyktarmskræft.

- Tobak er ikke overraskende den største synder. Omkring 15 pct. af alle kræfttilfælde i Danmark kunne undgås, hvis ingen røg.

Derfra er der et stykke ned til uv-stråling, der med små 6 pct. er nummer to på listen. Overvægt indtager tredjepladsen med lidt mere end 3 pct. fortæller seniorforsker i Kræftens Bekæmpelse Brian Køster, en af forskerne bag undersøgelsen.

Folkesundhed skal være del af sundhedsudspil
Jesper Fisker peger på, at vi i Danmark er berøringsangste overfor at bruge lovgivning til at forbedre folkesundheden. Danmark er f.eks. et af de eneste lande i Europa, hvor unge under 18 år kan købe alkohol og gå i solarium. Og prisen på tobak er stadig for lav.

- Det er for nemt - og billigt - at leve usundt i Danmark. Livsstilsfaktorer som tobak og overvægt har social slagside og er skyld i en stor del af den ulighed i sundhed, der i Danmark er stigende. Det er et fælles ansvar at gøre noget ved det.

Men det kan vi som samfund kun, hvis vi prioriterer forebyggelse langt højere end nu. Et godt sted at starte er regeringens kommende sundhedsudspil, som vi og andre sundhedsaktører har ventet længe på. Og så må prisen på cigaretter op på mindst 90 kr., siger han.

Regeringen har meldt ud, at den senest 1. april kommer med et udspil til fremtidens sundhedsvæsen.

- Vi skal forebygge på en helt ny måde. Sundhed skabes mange andre steder end i sundhedsvæsenet. Derfor er det nødvendigt med ambitiøse forpligtende målsætninger, og at lovgiverne tænker forebyggelse bredt ind alle politikområder – ikke kun sundhed, siger Jesper Fisker.

Resultater fra undersøgelsen
Andel kræfttilfælde, der skyldes:

  • Tobak: 14,6 pct.
  • Uv-stråling: 5,8 pct.
  • Overvægt: 3,3 pct.
  • HPV og andre kræftfremkaldende infektioner: 2,9 pct.
  • Radon og anden ioniseret stråling: 2,7 pct.
  • Alkohol: 2,6 pct.

*Undersøgelsen har kigget på risikofaktorer som er klassificeret som ’med sikkerhed kræftfremkaldende i mennesker’. Der findes dog også risikofaktorer som er i den næsthøjeste klasse, ’sandsynligvis kræftfremkaldende i mennesker’.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.