AI-agent udvikler til Horsens Kommune: Skab værdi med AI-løsninger inden for offentlig sektor

dato

Vi søger en medarbejder der kan indgå i arbejdet med udvikling af AI-agenter og implementering af ny AI-platform.

I Horsens Kommune er vi i fuld gang med at styrke vores udnyttelse af AI.
Vi arbejder med AI gennem egenudvikling af AI-agenter målrettet konkrete arbejdsgange i organisationen og anskaffelse af AI-systemer, apps eller AI-funktioner i eksisterende fagsystemer, til opgaver som fx oversættelse, referatskrivning og hjælp til vejledninger.

Hvad går jobbet ud på?
Din primære rolle bliver udvikling af AI-agenter, samtidig er du med til at forankre Microsoft Copilot Studio og OS2ai, som udviklingsplatforme til vores egenudviking af AI-agenter og generativ AI.

Din hverdag vil kredse om at gøre AI og især egenudviklede AI-agenter brugbare og værdiskabende for medarbejdere i forskellige forretningsområder i organisationen.
Det sker som del af et team der arbejder med automatisering og nye teknologier.

Sammen med teamet hjælper du kolleger med at identificere, hvor AI kan gøre en forskel, og du omsætter forretningsbehov til konkrete løsninger, der giver værdi i områdernes opgaveløsning. I forlængelse af forretningsbehovene er du med til at udvikle AI-agenter og har ansvaret for både udvikling, test og løbende optimeringer.
Som en del af udviklingsprocessen bidrager du også til at sikre, at AI anvendes ansvarligt og i overensstemmelse med AI-forordningen og GDPR, og du er med til at klæde de medarbejdere, der skal bruge AI-agenterne, bedst muligt på til opgaven.
Du er også med til at sikre, at vi både måler og dokumenterer effekten af de AI-løsninger, vi implementerer.

OS2ai er et fælleskommunalt projekt, hvor vi i samarbejde med andre kommuner har etableret en fælles open source-baseret platform, der integrerer open source komponenter, herunder Open WebUI. Platformen er målrettet kommunernes anvendelse af generativ AI, herunder upload og analyse af dokumenter. På sigt med træning på egne datakilder og mulighed for at opbygge og dele specialiserede chatbots og AI-agenter med andre kommuner.

Som en del af jobbet vil du indgå i det fælleskommunale samarbejde, med henblik på implementering og anvendelse af OS2ai i Horsens Kommune.

Hvilke opgaver får du?

  • Indgå i team for automatisering med fire andre kollegaer, hvor der udover AI også arbejdes med RPA, samt digitalisering og optimering af arbejdsgange.
  • Samarbejde med fagområder om indsamling og analyse af potentielle arbejdsgange til forbedring med AI.
  • Udvikling af AI-agenter i Copilot Studio ud fra konkrete cases og arbejdsgange.
  • Implementering, opsætning og vedligeholdelse af OS2ai.
  • Indgå i samarbejde med andre kommuner om udvikling af AI-agenter i OS2ai-regi.
  • Deltagelse i kommunens øvrige aktiviteter for AI efter behov.

Hvem er du?
Du har en stærk interesse for AI og har forståelse for AI-arkitektur og motiveres af at anvende og tilegne dig viden om de tekniske aspekter ved AI, men også hvordan AI kan skabe værdi i organisationen. Du forstår at samarbejde med forretningen om deres behov og derigennem skabe værdi.

Du har enten erfaring med eller stor lyst til at arbejde med Microsoft Copilot Studio og andre AI-værktøjer. Du kan formidle komplekse teknologier, så de bliver forståelige. Du har kendskab til agile metoder og udviklingskoncepter, og du trives med at samarbejde på tværs af fagligheder og kompetencer.

Vi ser gerne, at du har færdigheder og viden inden for:
  • Udvikling, optimering og evaluering af AI-løsninger.
  • Prompt engineering og kodning af custom GPT’er i generative AI-værktøjer.
  • Anvendelse af forskellige sprogmodeller og brug af datakilder til AI.
  • Brug af API og integrationer mellem AI-tjenester og kommunale fagsystemer.
  • Agile udviklingsmetoder og viden om analyse, udvikling, test, dokumentationspraksis, deployment og overvågning.
  • Microsofts AI-systemer, som fx Copilot Studio og open source-værktøjer, som fx Open WebUI.

Vi forventer ikke, at du kan alt fra dag ét, men det vigtigste er, at du kan hjælpe med at bygge løsninger, lære hurtigt og samarbejde med forretningen. Vi lægger større vægt på at finde den rette profil i forhold til kompetencer og motivation end på din uddannelsesmæssige baggrund. Du har måske en uddannelse inden for data science, datalogi eller softwareudvikling, men det er ikke afgørende.

Vi tilbyder:
  • Et spændende job med stor indflydelse og mulighed for at præge, hvordan Horsens Kommune skaber værdi i arbejdet med AI.
  • Et job med stor variation, hvor du både får lov til at udvikle, drifte og rådgive om AI.
  • Et engageret og samarbejdsorienteret miljø i en organisation med høje ambitioner inden for digitalisering og værdiskabelse med nye teknologier.
  • Gode udviklingsmuligheder – både fagligt og personligt.
  • Fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde.
  • En IT- og digitaliseringsafdeling, hvor vi arbejder tæt sammen om mange spændende opgaver, og hvor vi har en god og munter tone indbyrdes.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende kommunale overenskomster og efter kvalifikationer.
Ansættelse 3. august eller efter aftale.

Om os
IT og Digitalisering har 50 medarbejdere fordelt mellem IT-infrastruktur, Digitalisering, Support, Informationssikkerhed og Stab.
Du bliver en del af Digitalisering og refererer til lederen af Digitalisering.

Yderligere oplysninger
Der er ansøgningsfrist den 11. maj 2026 og ansættelsessamtaler onsdag den 20. maj 2026.

Vi ser gerne, at dokumentation for uddannelse vedlægges ansøgningen.

Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte leder af Digitalisering Nikolaj Rostgaard på 40423313.

I Horsens Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Horsens Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Horsens Kommune, IT og Digitalisering, Chr M Østergaards Vej, 8700 Horsens

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 11-05-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/8c734c18-f011-42d9-98af-5bb53ef81d4b

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet