EM i amatørgolf for +65-årige kom forrygende fra start i Horsens og Aarhus

Herrespiller til ESGA Super Seniors Championship 2025 Foto: Frederic Kissow
dato

Østjylland blev i går forvandlet til en international golfscene, da mere end 390 deltagere fra 19 europæiske nationer indtog tre af regionens mest anerkendte golfbaner til den største turnering i European Senior Golf Association’s historie: ESGA Super Seniors Championship 2025.

Mandagen bød på prøverunder for de mange hold, som fordelte sig på Mollerup Golfklub, Lyngbygaard Golfklub og Stensballegaard Golfklub, inden hele ugen blev skudt i gang med en stemningsfuld åbningsceremoni på Helnan Marselis Hotel i Aarhus. Solen skinnede gavmildt over Aarhusbugten, og både taler, middag og udsigt efterlod deltagerne imponerede og forventningsfulde for resten af ugen.

En uge med elitegolf, fællesskab og europæisk venskab

Bag arrangementet står Dansk Senior Golf, som er vært for årets udgave af mesterskaberne i samarbejde med ESGA – European Senior Golf Association. ESGA arbejder for at fremme golf og venskab mellem seniorgolfere i Europa og afholder årligt mesterskaber for aldersgrupperne 55+, 65+ og 75+.

Herrespiller til ESGA Super Seniors Championship 2025 Foto: Frederic Kissow

I Aarhus og Horsens dyster spillerne i alderen 65+ og 75+ i holdformaterne Championship, Cup og Masters Trophy, og turneringen fortsætter hele ugen med kampe fra kl. 08.00 til 18.00.

Med deltagelse fra bl.a. Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Sverige, Norge, Island og Finland er der lagt op til golf på højt niveau – men også med stor vægt på det sociale aspekt, der er en hjørnesten i ESGA’s arbejde.

"Det er fantastisk at opleve, hvordan golf kan samle mennesker på tværs af lande og alder. Vi er stolte over at kunne vise Østjylland frem og give deltagerne en uge fyldt med både konkurrence og kammeratskab," lyder det fra Sven Aaen, formand for Dansk Senior Golf.

Herrespiller til ESGA Super Seniors Championship 2025 Foto: Frederic Kissow

Gratis adgang og golfoplevelser for alle

Turneringen er åben for publikum, og alle interesserede kan lægge vejen forbi de tre værtsklubber fra tirsdag til torsdag, hvor der spilles fra morgen til aften. Det er en oplagt mulighed for at opleve engageret golf i smukke omgivelser – og få et indblik i det stærke fællesskab, som binder europæiske seniorgolfere sammen.

Torsdag aften rundes ugen af med gallamiddag og præmieoverrækkelse – og Østjylland kan være stolt over at lægge græs til en turnering, hvor erfaring, sportsånd og venskab går hånd i hånd.

Åbningsceremoni for ESGA Super Seniors Championship 2025 Foto: Frederic Kissow


Fakta om ESGA Super Seniors Championship 2025

  • Steder: Mollerup Golfklub, Lyngbygaard Golfklub, Stensballegaard Golfklub

  • Datoer: 14.–17. juli 2025

  • Deltagere: 19 nationer, 320+ spillere, 70+ officials

  • Adgang: Gratis for publikum alle dage

  • Mere info: www.danskseniorgolf.dk

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.