Kan du få os til at grine over et opslag på sociale medier og ramme målgruppen med det format, der får dit budskab klart igennem? Mestrer du den klassiske pressemeddelelse, og har du blik for det flotte grafiske produkt? Og kan du slet ikke lade være med at følge med i, hvilke trends og tendenser der fylder inden for kommunikation?
Så er du måske lige præcis den kollega, vi søger til vores dygtige kommunikationsteam i Horsens Kommune. Det er ganske sjældent, vi har ledige pladser, men vi har her i foråret fået mulighed for at gøre en midlertidig stilling til en fast.
Hvad skal du lave hos os?
Hos os får du fingrene i mange forskellige typer af kommunikationsopgaver, hvor du med din faglighed har indflydelse på, hvordan du løser dem, samtidig med du sikrer, at de spiller sammen med vores visioner og strategier.
Vi søger dig, der:
- har interesse for og erfaring med sociale medier. Du kommer nemlig til at producere indhold til vores kanaler på Facebook, Instagram og LinkedIn, så det er vigtigt, at du kan ramme den rette tone og typen af indhold, der passer bedst til den enkelte kanal.
- kan spotte de gode hverdagshistorier i vores kommune – med et særligt øje for vores dagtilbuds- og skoleområde. Og så får du vores begejstring til at boble ekstra meget, hvis du har styr på dine algoritmer og har erfaring med annoncering på sociale medier. Kan du knipse flotte billeder, lave videoer og har en smule styr på dine skills i Photoshop, er det også et ekstra plus.
- kan være tovholder på vores arbejde for mere og bedre natur. Det sker altid i tæt samarbejde med vores fagpassionerede kollegaer i organisationen, så du skal kunne hive essensen ud af et fagligt oplæg og skrive, så det fænger og vækker interesse hos vores modtagere.
- er en kompetent rådgiver, der kan stå på din faglighed og samtidig give sparring på, hvordan vi bedst løser kommunikationsopgaven. Vi forventer, at du er den slags rådgiver, man altid har lyst til at vende tilbage til – både fordi du er knalddygtig, og fordi du er nem og sjov at arbejde sammen med.
- har blik for, hvordan vi hele tiden kan blive bedre og skarpere i vores kommunikation. Du skal synes, det er sjovt at tænke udvikling og have blik for trends og tendenser inden for kommunikationsverdenen.
Tænker du, at det er noget af en mundfuld – så bare rolig. Er der nogle af punkterne herover, du ikke har erfaring med, er der plads til at lære dem sammen med dine søde kolleger.
Hvor står dit nye skrivebord?
Du bliver en del af kommunikationsteamet, hvor vi arbejder med alt fra hjemmesider, sociale medier og pressemeddelelser til grafiske opgaver, kampagner, rådgivning, strategier og udvikling af kommunens kommunikationsopgaver.
Kommunikationsteamet hører hjemme i afdelingen Strategi og Kommunikation, og vores dejlige kolleger i Strategi arbejder bl.a. med erhvervsudvikling, turisme, udvalgsbetjening og meget mere. De er mindst lige så knalddygtige og passionerede som os i kommunikationsteamet, og vi sørger for at løse opgaver sammen på kryds og tværs - både på rådhuset og for vores mange institutioner.
Vi er en flok kolleger med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Vi har travlt og har mange opgaver, og derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at det er både sjovt og spændende at gå på arbejde.
Du kommer til at sidde helt tæt på borgmester, kommunaldirektør og direktionen, hvor de overordnede strategiske linjer for Horsens Kommunes udvikling bliver fastlagt.
I dit arbejde kommer du derfor i kontakt med rigtig mange forskellige fagområder og kolleger. Vores opgaver spænder fra kortsigtede problemstillinger, vi skal løse nu og her, til langsigtede og strategiske indsatser.
Faglige krav og kompetencer
- Du skal have en relevant uddannelse inden for kommunikation.
- Du skal lige som os synes, at det er både sjovt og udfordrende at lave let forståelig og lækker kommunikation, der er med til at understøtte Horsens Kommunes mål og visioner.
- Du må meget gerne have erfaring med at arbejde i en politisk ledet organisation.
Praktiske detaljer
Vi leder efter en kollega, der bliver en del af vores team fra den 1. juni 2026. Løn er efter den gældende overenskomst.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Rikke Schjøtz Jensen, leder af kommunikationsafdelingen på rsje@horsens.dk eller tlf. 3057 8109.
Din ansøgning skal sammen med dit CV lande hos os senest den 28. april 2026. Vi holder samtaler fredag den 8. maj 2026. Vi glæder os til at læse din ansøgning!
I Horsens Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Horsens Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Kommunikation DS, Chr M Østergaards Vej, 8700 Horsens
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 28-04-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/fa4ce70b-f4c8-4955-9a78-3af45e24bb23