Vil du være med til at klæde vismændene på med miljøøkonomiske analyser af høj kvalitet og bidrage til uafhængig økonomisk rådgivning? Så er du måske vores nye kollega.
Jobbet. Som medarbejder i De Økonomiske Råds sekretariat vil du bidrage til sekretariatets arbejde med at udarbejde og formidle uafhængige økonomiske analyser på højt fagligt niveau. Jobbet er noget for dig, hvis du kommer med en solid faglig ballast, brænder for samfundsøkonomiske analyser og ønsker at lære nyt. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med miljøøkonomiske analyser. Du bliver en central medarbejder i vismændenes klima- og miljøøkonomiske analyser, herunder analyser af samspillet mellem klimapolitik og samfundsøkonomi og vurderinger af gevinster/omkostninger ved klima- og miljøtiltag. Du vil også blive inddraget i sekretariatets øvrige arbejdsområder, som dækker hele spektret inden for samfundsøkonomi, miljø-/klimaøkonomi, vurderinger af økonomisk-politiske tiltag og mikroøkonometriske analyser relateret til fx arbejdsmarkedet og produktivitetsudviklingen.
Vi søger en dygtig økonom på kandidat- eller ph.d.-niveau, der brænder for at bidrage til sekretariatets arbejde. Både personer med erfaring og nyuddannede opfordres til at søge.
Unik mulighed. Ansættelse i De Økonomiske Råds sekretariat giver en unik mulighed for at anvende teori og metode, der bidrager til beslutningsgrundlaget for den økonomiske politik i Danmark. Som medarbejder kommer du til at bruge dine faglige evner og bygge videre på din viden. Ansættelsen giver mulighed for at arbejde tæt sammen med nogle af landets dygtigste økonomer i form af kolleger i sekretariatet og formandskabet for De Økonomiske Råd – også kendt som de økonomiske vismænd.
Arbejdet bærer præg af, at vi alle til stadighed lærer nyt, både fagligt og inden for samarbejde og formidling. Vi har et godt kollegialt arbejdsmiljø og gode muligheder for en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet. Arbejdet er typisk organiseret i projektgrupper, der består af 2-4 medarbejdere. Projektgrupperne er ansvarlige for at gennemføre projekter og analyser og modtager løbende faglig og formidlingsmæssig sparring fra kolleger i sekretariatet, chefer og vismændene.
Sekretariatets mission er at skabe det bedst mulige faglige grundlag for vismændenes anbefalinger gennem rapporter til Det Økonomiske Råd og Det Miljøøkonomiske Råd. Sekretariatet skal, for at kunne løfte disse opgaver, besidde en bred fagøkonomisk viden om anvendt og teoretisk økonomi samt have stærke kompetencer inden for nationaløkonomi, klima- og miljøøkonomi, empiriske analyser og modelanvendelse.
Sekretariatet arbejder ud fra en vision om at levere analyser af højeste faglige kvalitet, så vismændene har de bedste vilkår for at yde uafhængig rådgivning til de økonomiske beslutningstagere i Danmark. Analyserne skal være veldokumenterede og formidlingen klar.
Sekretariatets centrale opgave er at gennemføre og formidle de analyser, der ligger bag vismændenes rapporter og deltagelse i den offentlige debat. Sekretariatet har også ansvaret for den løbende udvikling, dokumentation og vedligeholdelse af modeller, metoder og data, der anvendes i analyserne.
Kvalifikationer
Du har en kandidatgrad eller ph.d. i nationaløkonomi, miljøøkonomi eller lignende (polit., oecon., scient. oecon eller lignende). Vi forventer, at du har:
- Stærke faglige kvalifikationer, herunder indsigt i eller interesse for økonomisk teori og empiriske metoder
- Gerne erfaring med miljøøkonomiske analyser
- Stærke kommunikationsevner – mundtligt såvel som skriftligt
- Evne til at arbejde selvstændigt, såvel som sammen med andre
Vi tilbyder gode faglige udviklingsmuligheder i et tæt samspil med kolleger og vismænd. Vi har et godt arbejdsklima og en arbejdsplads, vi er stolte af.
Du vil blive ansat i henhold til overenskomsten for akademikere i staten. Du vil, afhængig af din erfaring og kompetencer, blive ansat som chefkonsulent, specialkonsulent eller fuldmægtig.
Stillingen har tjenestested i Horsens, og ansættelsesstart er efter aftale. I sekretariatet anser vi mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge uanset personlig baggrund.
Yderligere oplysninger
Henvendelse om stillingen og arbejdet i De Økonomiske Råds sekretariat kan rettes til direktør Niels Lynggård Hansen, tlf. 21191449.
Send din ansøgning via knappen ”Søg stillingen” senest mandag d. 24. august kl. 12:00. Vedlæg CV, eksamensbevis, karakterudskrifter og eventuel anden dokumentation.
Ansættelsessamtaler ventes at finde sted i uge 35.
---
De Økonomiske Råds sekretariat er ansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, vi modtager om dig. Du kan læse mere om, hvordan vi behandler dine personoplysninger på vores hjemmeside: https://dors.dk/sekretariatet/haandtering-persondata
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Horsens Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
De Økonomiske Råd (Emil Møllers Gade), Emil Møllers Gade, 8700 Horsens
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 24-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/8c995100-5e6e-45cd-9fc3-149243927ca0