Vil du være med til at bringe kunst og kreativitet ud til flere børn og unge?
Billedskolen Horsens søger en underviser til kunstfaglige undervisningsforløb på skoler og i dagtilbud som en del af Kulturtoget - et ambitiøst kulturprojekt, der arbejder for at gøre kunst og kultur mere tilgængeligt for børn og unge i Horsens kommunes opland.
Om stillingen
Vi søger en underviser med erfaring i at arbejde med børn og unge i en kunstfaglig kontekst. Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Du kan være billedkunstner, designer, underviser eller noget helt fjerde. Måske er du autodidakt eller selvstændig kunstner.
Det vigtigste er, at du har erfaring med at facilitere kreative processer og kan skabe trygge, inspirerende læringsrum med plads til eksperimenter, nysgerrighed og medskabelse.
Du bliver en del af Billedskolen Horsens’ underviserteam og skal gennemføre ni undervisningsforløb i samarbejde med udvalgte skoler og dagtilbud i Horsens Kommune.
Hvert forløb varer mellem 7–9 uger med undervisning én gang ugentligt á 1,5 time. Derudover afsættes tid til planlægning, opstartsmøder, koordinering og evaluering.
Om opgaverne
Der er en overordnet tematisk ramme for forløbene, men du får stor frihed til selv at udvikle det kunstfaglige indhold og forme undervisningen.
Undervisningen foregår i skoletiden på de deltagende institutioner. Du skal derfor forvente transport i forbindelse med arbejdet og skal have adgang til egen bil.
Lærere og pædagoger deltager i forløbene og understøtter det pædagogiske arbejde, mens du har ansvar for det kunstfaglige indhold og den kreative proces. Sammen skaber I en fælles ramme for forløbene og finder en form, der fungerer for både børnene og samarbejdet.
Undervisningstidspunkterne planlægges i dialog med dig og de deltagende institutioner.
Vi forestiller os, at du:
- har erfaring med undervisning eller facilitering af workshops for børn og unge
- har kunstfaglige kompetencer og lyst til at dele dem med andre
- kan arbejde selvstændigt og strukturere kreative forløb
- arbejder bredt med forskellige billedkunstneriske discipliner
- trives i eksperimenterende og procesorienterede læringsmiljøer
- kan skabe trygge rammer med plads til leg, fordybelse og eksperimenter
- har lyst til at samarbejde med skoler og dagtilbud
Ansættelsesvilkår
Stillingen er tidsbegrænset fra 1. august 2026 til 31. juli 2027 med et ugentligt timetal på 5 timer.
Ansættelsen sker som en individuel ansættelse, da området ikke er overenskomstdækket. Du vil dog være omfattet af bestemmelserne i overenskomsten for HK for så vidt angår løn, pensionsbestemmelser samt evt. bestemmelser om frit valg og seniordage.
Ansættelse sker under forudsætning af tilfredsstillende børneattest.
Ansættelsessted er Billedskolen Horsens, Kulturstationen, Horsens Kommune.
Om Billedskolen Horsens
Billedskolen Horsens er et billedkunstnerisk frirum, hvor børn, unge og voksne kan udfolde og udvikle deres kreativitet gennem tegning, maleri, skulptur, arkitektur og mange andre visuelle discipliner.
Vi arbejder med en procesorienteret og eksperimenterende tilgang til billedkunst, hvor vi hylder det skæve, det uperfekte og skaber læringsrum med fokus på leg, refleksion og fællesskab.
Vi tilbyder fritidshold, workshops, kulturprojekter og undervisning i skoler og dagtilbud og står bag platforme som Visuelt Gymnasium og Makværk Festival.
Sammen med byens andre kulturskoler driver vi kulturhuset Kulturstationen og som en del af Kultur og Fritidsforvaltningen i Horsens Kommune arbejder vi for, at flere børn og unge møder kunst og kultur i deres hverdag.
Har du lyst til at hoppe ombord på Kulturtoget?
Så send en kort ansøgning og fortæl os, hvem du er, og hvorfor du har lyst til at blive en del af Billedskolen Horsens.
Ansøgningsfristen er torsdag den 25. juni 2026. Vi afholder samtaler løbende. Tiltrædelse den 1. august 2026 eller efter nærmere aftale.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til konstitueret billedskoleleder Suzanne Taylor på tlf. 21626493 eller e-mail: sdta@horsens.dk
I Horsens Kommune ser vi mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og handicap.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Horsens Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Billedskolen Horsens, Skolegade, 8700 Horsens
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/abd28dec-f168-4c81-8e7a-41f85f6d6695