Hos Guldsmed Pryssing bliver konfirmationssmykket til i et personligt designmøde, hvor ønsker, idéer og detaljer foldes ud i fællesskab – og ender som et håndlavet smykke med særlig betydning.
Hos Guldsmed Pryssing er konfirmationssmykker mere end pynt. Her skabes personlige smykker i hånden, designet i tæt dialog og med blik for både tradition, trends og den enkelte konfirmands stil.

Designmødet sætter retningen
Processen begynder med et designmøde, hvor der tales om ønsker, materialer og udtryk. Nogle gange tegnes der skitser, andre gange tager samtalen udgangspunkt i helt konkrete idéer – måske en særlig sten, et symbol eller brug af gammelt guld med affektionsværdi.
Er der behov for at skaffe specifikke sten, sørger Guldsmed Pryssing for det. Fra første møde til færdigt smykke går der typisk omkring tre uger.
Der bliver lavet mange forskellige konfirmationssmykker, men ringe er klart det mest efterspurgte. Til drenge er det oftest vedhæng. Populære farver til konfirmation er ofte sarte lyseblå nuancer og indimellem også lyserød. Sten som topas og akvamarin vælges ofte, fordi de både er holdbare og ligger i en fornuftig prisklasse.

Prisen afhænger af materialer og design. I sølv kan man komme langt for omkring 1.500 kroner, mens guldpriserne naturligt svinger mere. Fælles for alle smykker er, at de håndlaves på værkstedet, hvor guldsmed Pernille selv står for både design og udførelse.
Værkstedet ligger i Hovedgård, men kunderne kommer ofte fra hele Østjylland, blandt andet Horsens, Skanderborg - og nogle hele vejen fra Vejle og Kolding.
For mere information eller for at booke et designmøde kan man besøge Guldsmed Pryssings hjemmeside eller Facebook-side.