Jakob levede et liv præget af ensomhed og angst hjemme på sit værelse- i dag bor han i egen lejlighed og hjælper andre unge med udfordringer.
- Prøv at bruge double spell shield - press shift right click for attack move - åbn chat med shift Enter.
Tricks og kommandotips flyver igennem luften til de unge gamer-drenge og piger, som engageret spiller League of Legends i kælderen på Tordenskjoldsgade 23. De hjælpende ord kommer fra 26-årige Jakob, der hver uge underviser elever fra specialskolen STU i Leage of Legends. For de unge er han en stor støtte med sin kæmpe viden om spillet.
Men sådan har det ikke altid været. Går man blot fem år tilbage i tiden, vil man møde en Jakob, som sidder indelukket hele dagen på sit værelse, hvor han spiller computer. Han kommer stort set kun ud fra værelset for at spise og gå på toilettet. Faktisk er hans angst så slem på et tidspunkt, at han sender en sms til sin mor, når der er gæster for at høre, hvem der kommer.
En ny tilværelse med uddannelse og kollegie
Jakobs mor, Belinda, er meget bekymret for sin søn, og hun oplever det er begynder at være svært at fungere som familie, men så ser hun tilfældigvis tv-udsendelsen: ´Da autismen ramte os´ og pludselig falder en række brikker på plads. Belinda kan i sin søn genkende mange af de autisme-træk, der fremstilles i udsendelsen.
Jakob får konstateret social angst samt Aspergers, og familien får igangsat en mentorordning, hvorigennem de hører om STU Horsens (specialundervisning til unge med psykiatriske diagnoser). Jakob begynder i et tre måneders praktikforløb for at få afklaret, om STU er noget for ham:
- Det var svært for mig at komme op og afsted om morgenen. Jeg følte mig også ret alene i starten, fordi jeg havde svært ved at række ud til andre. Jeg kendte jo ikke nogen på skolen, fortæller Jakob Tessin.
Efter at have gået i kort til på STU, flytter Jakob, med hjælp fra en UU-vejleder, på kollegie for unge med udfordringer ligesom sine egne. Her møder han Simon, der er specialvejleder ved Horsens Kommune. Jakob og Simon får etableret en rigtig god relation:
- Da jeg møder Jakob første gang, ser jeg en ung mand, der har det svært og er meget plaget af angst. Hans mor er i begyndelsen også ret bekymret for, om han nu kan klare at bo selv og får noget at spise.
- Men jeg får beroliget Belinda, og lige så stille får vi hjulpet Jakob i gang med at etablere sociale kontakter og lære omkring alt det praktiske, der hører med til at bo selv - herunder at få styr på økonomien, fortæller specialvejleder, Simon Mortensen.
En stor glæde ved at hjælpe andre
I dag ser livet helt anderledes ud for Jakob. Jakob er nu på førtidspension, og underviser elever fra STU i Leage of Legends 20 timer om ugen. Spillet kan virke ret krigerisk med de mange kampscener og brug af våben, men faktisk er det samarbejdet, der er i fokus:
- Jeg kan godt lide at se, at spillerne hjælper hinanden. Det er en vigtig evne at opbygge, og også noget eleverne kan bruge, senere i livet, eksempelvis når de er i praktik eller ude på en arbejdsplads. Jeg elsker at hjælpe andre - og jeg vil også rigtig gerne hjælpe de nye med at de får en god start, så de ikke føler sig alene, som jeg selv gjorde i sin tid, fortæller Jakob.
Fritiden bruger Jakob blandt andet på at spille fodbold i Dagnæs, hvor han også har opfordret elever på STU til at deltage. Flere er mødt op til fodbold - for når Jakob taler til de unge, lytter de:
- Jakob har et vildt godt øje og omsorg for nye elever, der er nervøse for opstart. Han har en særlig evne til at spotte, når nogen er ensomme og få dem med i fællesskabet. Han har en anden vinkel ind i dét, der er anderledes og god forståelse for, hvorfor de unge reagerer, som de gør.
- Det er en kæmpe styrke i arbejdet med unge med udfordringer, og noget vi har stor gavn af i vores arbejde som fagprofessionelle, fortæller, pædagog tilknyttet STU, Jeppe Jensen.
Jeg er så stolt af min søn
For to år siden flyttede Jakob fra kollegiets trygge rammer over i egen lejlighed med sin dejlige kæreste Camilla, som han mødte på STU. Fra en angst og indelukket tilværelse, har han nu et godt og indholdsrigt liv. Den transformation Jakob har været igennem har også haft en stor positiv afsmitning på relationen til familien:
- Jeg er simpelthen så stolt af min søn og taknemmelig for Simons arbejde. Tidligere tog jeg sjældent nogen steder hen eller gjorde spontane ting, fordi alting skulle planlægges, da Jakob ikke kunne være alene. Det var rigtig hårdt. Men nu føler jeg, jeg har fået mit liv igen - og ikke mindst at jeg har fået min søn tilbage!, siger Belinda Tessin, mor til Jakob.
Jakob Tessin (til højre) underviser elever fra STU i computerspillet Leage of Legends. Han har en god relation til eleverne og forståelse for deres udfordringer. (Foto: Horsens Kommune)