Betina Vium Andersson stiller op for Enhedslisten til KV21

Profilbillede
dato

Blå Bog

Betina Vium Andersson er 41 år og stiller op for Enhedslisten i Horsens Kommune. 

Betinas forhold til Horsens Kommune

Jeg er født og opvokset i Horsens. Med et par enkelte afstikkere i forbindelse med studie har jeg boet hele mit liv i Horsens. Igennem årene har jeg boet mange forskellige steder; Vestbyen, Østbyen, midtbyen og i Nebel nord for Nørrestrand. Nu har min familie og jeg slået os ned på Sønderbro og her flytter vi aldrig fra igen. Jeg elsker at Sønderbro er som en lille landsby, hvor alle hilser på alle og hvor man er på fornavn med mekanikeren, bageren, pizzamanden og frisøren. Her er en mangfoldighed og en variation i boligformerne hvor lejligheder, villaer, ungdomsboliger, alme boligforeninger, rækkehuse og ældreboliger ligger side om side. Det giver en rigtig god dynamik og variation i bydelen. Her er plads til alle!

Hvad betyder din opstillingskommune for dig?
Horsens betyder rigtig meget for mig og har en særlig plads i mit hjerte. Byen har udviklet sig rigtig meget i min levetid og har på mange måder været med til at forme mig. Det er her jeg har gået i folkeskole, fritidshjem, deltaget i foreningslivet, taget ungdomsuddannelse, fået arbejde og skabt min familie. Horsens har med andre ord været rammen om mit liv, så længe jeg kan huske.

Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
Jeg stiller op til kommunalvalget 2021, fordi jeg ønsker en kommune med lige muligheder for alle.
Mit fokus er at Horsens Kommune skal skabe rammen om det gode liv for alle byens borgere. Der skal værnes om kernevelfærden så vores børn, ældre, handicappede og udsatte får et værdigt liv med tryghed og mere tid til omsorg. Horsens Kommune skal være en arbejdsplads med godt arbejdsmiljø og gode arbejdsbetingelser for at lykkes med opgaven.
Samtidig skal Horsens kommune være en kommune, hvor der både er luft og plads til borgerne og til naturen. For mig betyder det, at byfortætningen i bykernen skal stoppes, og de unikke naturområder vi har i kommunen, skal holdes fri for bebyggelse og trafik.

Hvad er dine politiske mærkesager?

Jeg er meget optaget af familiepolitik med fokus på børn og unges velfærd og trivsel. 

  • Jeg mener, at det er på tide at tage et kritisk blik på den inklusionen i folkeskolerne. Gør vi det godt nok?
    Horsens Kommune skal sikre rammerne om en inklusion, der virker. Altså en inklusion hvor alle elever er i faglig, social og personlig trivsel. Ser man på fraværsstatistikkerne, ser det ikke sådan ud. Næsten 10% af kommunens folkeskoleelever har mere end 10% i fravær. Autismeforeningens spritnye undersøgelse viser, at 45% af elever med autisme har ufrivilligt skolefravær. Det peger på, at vi ikke er helt i mål med inklusionen. Vi må se på, om vi har givet folkeskolerne de bedste forudsætninger for at lykkes med inklusionen. Derudover bliver vi også nødt til at erkende, at ikke alle børn passer ind i rammerne af en almindelig folkeskole og derfor bør vi have gode alternativer. Og vejen til disse alternativer bør være kortere, så vi ikke kommer til at gøre skade på de børn, som er placeret i skoletilbud, der ikke passer til dem.
  • Minimumsnormeringer i daginstitutionerne er også noget der optager mig. Jeg mener, at vi skal have reelle minimumsnormeringer, som skal kunne mærkes helt ude i de enkelte institutioner. Vi fejler som kommune, hvis vi kun ser på normeringerne som et gennemsnit på tværs af alle kommunens institutioner. Vi skal forholde os til hvordan der ser ud på de enkelte institutioner og på alle tidspunkter på dagen.
  • Den kollektive trafik er vigtig for en sammenhængende kommune. Som det ser ud i dag, er den kollektive trafik ikke et reelt alternativ til bilen - den er både for dyrt og for svært tilgængelig. Særligt for de mennesker der bor i landdistrikterne er det vigtigt med en velfungerende grøn kollektiv trafik. For unge i landdistrikterne er er svært at opretholde et almindeligt ungdomsliv med fritidsaktiviteter, biografture mm. hvis man er afhængig af bussen. Jeg mener, at vi skal have flere busafgange, gerne i mindre busser og flexture, på tidspunkter hvor der ikke er ret mange passagerer. Det ville give rigtig god mening at indføre ‘Flextur Ung’ i Horsens Kommune, som man kender det fra Skanderborg kommune; At unge kan køre gratis om aftenen og i weekenden inden for kommunegrænsen. Derudover synes jeg at den kollektive trafik hurtigst muligt skal omstilles til grønne, ikke-fossile brændstoffer.

Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
Det er et rigtig svært spørgsmål at svare på - det afhænger naturligvis af konstitueringen og hvilke udvalg jeg kommer til at sidde i.
I første omgang handler det for mig om at gå til opgaven med engagement og seriøsitet og vise noget ydmyghed overfor, at det er en masse sager og spørgsmål, som allerede sat i behandling, og som der skal tages stilling til. Og så er jeg sikker på, at der nok skal blive plads til mine idéer og holdninger undervejs.

Hvad er dine fritidsinteresser?
I min fritid kan jeg godt lige at køre på racercykel. Det er en dejlig måde at holde sig i form på, som er skånsom for halvgamle knæ. Man kommer rundt i hele kommunen og følger årstidernes skiften i landskabet.
Når vejret ikke er til andet, kan jeg godt lide at brodere. Den langsommelige proces er god til at få ro på tankerne. Derudover hører jeg rigtig mange podcasts. Mest nyhedsstof og dokumentarer.
Jeg elsker at stå på ski og hvert år tager hele familien til Norge og nyder kulden, naturen og samvejret. Om sommeren bruger jeg rigtig meget tid i min have, hvor vi dyrker grøntsager, sover i vores shelter og plasker i badebassin. Som noget nyt er jeg sammen med en gruppe veninder begyndt at vinterbade. Det er stadig på begynderstadiet, men det kolde gys er virkelig dragende så jeg tror, det er en hobby, der bider sig fast.

Eventuelle politiske holdninger og meninger i dette portræt tilhører kandidaten og er derfor ikke et udtryk for redaktionens holdning og mening
Kilde: Betina Vium Andersson