Blodprop i hjernen sendte Jonna Kramer på førtidspension – i dag er hun tilbage i arbejde

Fra et aktivt liv, hvor hun driver en babyudstyrsforretning, skal hun nu indstille sig på et liv som førtidspensionist. (Foto: Horsens Kommune)
Profilbillede
dato

På sin 27 års fødselsdag får, nu 44 årige, Jonna Kramer pludselig en stor blodprop i hjernen. Blodproppen vender op og ned på Jonnas liv.

Da hun vågner op på sygehuset, er hun lammet i hele venstre side. Samtidig har hun pådraget sig en hjerneskade, der gør, at hun har hjerneudtrætning, indlæringsvanskeligheder og hukommelsestab.

- Jeg begynder til genoptræning på Vejlefjord Rehabilitering, hvor jeg får at vide, at jeg ikke må være vågen mere end 1 ½ time ad gangen for ikke at udtrætte hjernen. Samtidig bliver jeg fortalt, at jeg kun vil komme til at arbejde 3 timer om ugen - hvis jeg er heldig, fortæller Jonna Kramer.

Kampen tilbage til livet
Jonna skal nu til at lære at leve med en hjerneskade. Ved hjælp fra ugentlige besøg hos fysioterapeuten samt hjemmetræning lykkedes det hende via træningen at holde generne fra spasticiteten nede. En læge i Aarhus henviser hende desuden til noget medicin, som bevirker, at hun kan holde hjernen aktiveret længere tid ad gangen.

Med tre børn, hvoraf den yngste er en efternøler på 10 år, har Jonna nok at se til, samtidig med at hun hele tiden skal balancere sine ressourcer og kræfter, så hendes hjerne ikke bliver udtrættet.

Men Jonna er en kvinde med stort drive og gåpåmod, og da hun hos Hjerneskadeforeningen læser, at man godt kan komme i fleksjob, selvom det blot er nogle få timer om ugen, tager hun fluks kontakt til Jobcentret.

Forud for er det lykkedes hende at etablere kontakt til ejeren af café La Vie, Martin Egholm, som er meget åben for at afprøve muligheden for, at hun kan komme i fleksjob dér. Jobcentret henviser Jonna til Lene Høj fra Støttet beskæftigelse, som i første instans iværksætter et eksternt beskæftigelsestilbud for at få afprøvet, om et job i caféen er noget for Jonna:

- Lene har været det dejligste menneske. Hun har virkelig hjulpet, og hun startede ud med at fortælle mig om mine forskellige muligheder. Hun var også god til at hjælpe og støtte mig på trods af Corona til at få aftalerne med Martin på plads, siger Jonna.


Jonna og Martin supplerer hinanden rigtig godt i arbejdsopgaverne. Der bliver også udvekslet mange kvikke og humorisktiske kommentarer parterne imellem. (Foto: Horsens Kommune)

Fedt at kunne bidrage til samfundet igen
Jonna starter op i cafeen med ½ times arbejde om ugen, og trapper langsomt op på flere timer i takt med, hvad hun kan holde til. Hendes arbejdsopgaver består i hjælpe til ved arrangementer, yde kundebetjening, servere kaffe og lave forefaldende arbejde. Et arbejde hun er utroligt glad for:

- Det fungerer rigtig godt, og jeg er super glad for mit samarbejde med Martin. Det gør noget ved ens selvværd at skulle forklare fremmede at man er pensionist i så ung en alder. Jeg kan se glæden i min søns øjne, når han siger i skolen, at mor går på arbejde.

- Det er også fedt at føle, at man bidrager lidt til samfundet. Jeg er frygteligt socialt anlagt, og har savnet kontakten udadtil - blandt andet til kunderne, udtaler Jonna.

Efter at have været i cafeen i omkring et år, hvor timerne langsomt er blevet optrappet til 6 timer om ugen, vælger Jonna at stille sin førtidspension i bero, og hun aftaler i samarbejde med Lene og Martin, at hun skal i flexjob i cafeen i Thonbogade. En ordning som alle parter er meget begejstrede for:

- Fleksjobordningen er en fantastisk mulighed for et lille sted som La Vie. Jeg har fået en ny dedikereret medarbejder, som er sindssygt dygtig og som kommer med nye øjne på, hvordan tingene kan gøres.

- Jonna har været med til at optimere arbejdsgangene ved at lave lister og skaber struktur, hvor mine kompetencer mere ligger andetsteds. På den måde supplerer vi hinanden helt fantastisk, udtaler ejer af café La Vie, Martin Egholm.


Jonna har fået styr på caféens kaffemaskine, og hun og Martin elsker at servicere og tale med kunderne. (Foto: Horsens Kommune)

En kæmpe forvandling
Jonna skal stadig passe på ikke at udtrætte sin hjerne, men hendes arbejdsevne er blevet fordoblet fra 3 timer til 6 timer om ugen, og hun håber at kunne rykke det op til 8-9 timer. Muligheden for at komme ud og bidrage igen på arbejdsmarkedet har givet Jonna en stor livskvalitet, som skinner tydeligt igennem:

- Jonna har gennemgået en utrolig forvandling. I Støttet beskæftigelse er det vores målsætning at finde meningsfyldt arbejde til den enkelte ud fra dennes drømme og ønsker. Samtidig har vi meget fokus på at skabe det rette match mellem borger og virksomhed.

- Martin har udvist stor forståelse for Jonnas situation, og det har været en stor glæde at følge Jonna på rejsen og se hendes kolossale udvikling, slutter Lene Høj, Visitator og Beskæftigelseskonsulent for førtidspensionister Støttet Beskæftigelse.

Kilde: Horsens Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook