BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at sikre kvalitet og sammenhæng i byudviklingen i én af landets hurtigst voksende byer, og sammen med kommunens stadsarkitekt og afdelingslederen for Byggesag, Erhverv og BBR stå i spidsen for en gruppe engagerede medarbejdere, der hver dag forsøger at gøre byen lidt bedre i morgen end den var i går? Så er stillingen som afdelingsleder for Plan & By i Horsens Kommune måske noget for dig.
Plan & By er en afdeling med 15 engagerede fagfolk, der har til opgave at planlægge de fysiske rammer for kommunens udvikling – i by og på land. Sammen med Byggesag, Erhverv & BBR udgør Plan & By det fælles fagområde Plan, Byg & Erhverv som er en del af direktørområdet Teknik & Miljø. Chefen for fagområdet er Horsens Kommunes stadsarkitekt, som har det overordnede ansvar for at sikre kvalitet og sammenhæng fra den langsigtede strategiske udvikling over konkrete planer og projekter til den daglige sagsbehandling og realisering. Én af vores vigtigst pejlemærker er at sikre en rød tråd mellem plads til moderne byudvikling og respekten for byernes historie og arv.
Om dig
Du er uddannet arkitekt eller har en tilsvarende faglig baggrund og dokumenterede kompetencer og erfaring inden for kommune-, lokal- og byrumsplanlægning samt relevant ledelseserfaring. Desuden forventer vi, at du
- er en dygtig byplanlægger med stor forståelse for bygningskunst, landskab og byrum samt fokus på sammenhæng i hele det byggede miljø fra landsplan til listebeklædning,
- kan formidle faglige problemstillinger klart og tydeligt til kolleger og samarbejdspartnere, medarbejdere, politikere og borgere,
- har en god fornemmelse for, hvordan du skaber resultater sammen med andre igennem dialog, involvering og uddelegering.
Måske har du gennemført eller påbegyndt et formelt lederuddannelsesforløb – du har i hvert fald interessen for det. Helt givet er det, at du formår at bevare roen og har både lysten og evnerne til sammen med dine ledelseskolleger at tage ansvar for at skabe en god og tryg arbejdsplads med tårnhøje ambitioner på byens og borgernes vegne.
Arbejdsopgaver
Som afdelingsleder får du ansvaret for den daglige ledelse af 15 medarbejdere, som står for hele den formelle, fysiske planlægning i Horsens Kommune. Du får det faglige ansvar for arbejdet fra planstrategi over kommuneplan til lokalplaner foruden alle de mere uformelle opgaver og ansvarsområder som helheds-, udviklings- og bydelsplaner, områdefornyelse, bygningskulturarv og meget mere. Du vil få en central rolle i inddragelsen af borgere, virksomheder, foreninger og samarbejdspartnere, som alle forventer høj kvalitet og helhed i opgaveløsningen – og er vant til at få det.
Vi har en arkitekturpolitik, som sætter rammerne for den daglige dialog om udviklingen af det byggede miljø i kommunen, og med to tematillæg til kommuneplanen for hhv. byudvikling og landsbyafgrænsning på vej igennem den politiske behandling har vi et omfattende og ambitiøst grundlag for de næste års byudvikling og -planlægning.
Du kan læse mere om fysisk planlægning og arkitekturpolitik i Horsens Kommune her: https://horsens.dk/politik/strategierogpolitikker/fysisk-planlaegning
Dine primære opgaver bliver at
- varetage personaleledelse og faglig ledelse og udvikling af 15 medarbejdere
- udvikle og fastholde en klar, faglig linje i tæt samarbejde med stadsarkitekten
- planlægge og prioritere opgaver og processer i afdelingen
- opsøge og tage initiativ til samarbejde på tværs af hele kommunens administration
- bidrage aktivt til kommunens strategiske udvikling
- deltage i den løbende dialog med alle interessenter i kommunens planlægning
- forberede, understøtte og kvalitetssikre den politiske behandling af afdelingens sager
I den første tid vil der særligt være fokus på at
- få overblik over afdelingens samlede portefølje af opgaver, igangværende sager og lære medarbejderne godt at kende,
- organisere den daglige, faglige ledelse af de forskellige opgavetyper i Plan & By
- fortsætte det igangværende arbejde med at styrke samarbejdet på tværs mellem Plan & By og kollegerne i Byggesag,
- etablere et godt samarbejde med stadsarkitekten og afdelingslederen i Byggesag, Erhverv & BBR om den løbende koordinering og prioritering af afdelingens opgaver,
- etablere gode relationer på tværs af kommunens administration
Som afdelingsleder for Plan & By vil du referere til stadsarkitekten, som også er chef for Plan, Byg & Erhverv – et chefområde, som ud over Plan & By også rummer Byggesag, Erhverv og BBR. Sammen er vi en del af direktørområdet Teknik & Miljø, hvor du vil indgå i en ledergruppe, der omfatter chefer og ledere fra Natur & Miljø, Affald, Trafik & Ejendomme, Service & Beredskab, Klimasekretariatet samt Økonomi, Administration & Strategi.
Teknik & Miljø betjener tre politiske udvalg: Plan- og Vejudvalget, Bæredygtigheds- Natur- og Klimaudvalget samt Oplandsudvalget.
Du kan se hele kommunens organisation her: https://horsens.dk/om-horsens-kommune/faktaomhorsenskommune/organisationsdiagram
Ansættelsesproceduren
Der er ansøgningsfrist fredag d. 22. september.
Vi forventer at holde 1. samtale den 4. oktober og 2. samtale den 11. oktober 2023. Imellem 1. og 2. samtale vil der være mulighed for en personlig samtale med stadsarkitekt og afdelingschef Jesper Pagh. I forbindelse med 2. samtale løses en case, som udleveres i forbindelse med samtalen.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte stadsarkitekt og afdelingschef Jesper Pagh på tlf. 76 29 25 90.
Om Horsens Kommune
Horsens by står midt i en forvandling fra at være en mellemstor provinsby til at blive en stor østjysk by. Forvandlingen tager udgangspunkt i den markante befolkningstilvækst, der sker i disse år – og som forventes at fortsætte. Frem mod 2040 er der planlagt en række omfattende forandringer af det Horsens, vi kender i dag – det kræver vedholdende og kreativ planlægning. Åkvarteret skal omdannes, så Horsens mange eksisterende og kommende borgere kan nyde, at byen er sikret mod oversvømmelse fra både fjord og å, det nye campusområde skal færdigudvikles, Midtbyen skal fortættes og summe af liv, og havneområdet skal omdannes og bindes sammen med midtbyen.
Ledelsesgrundlag
Vores ledere skal gennem medarbejderne skabe resultater og omsætte visioner og strategier til praksis i dagligdagen. Som støtte i opgaven, har vi lavet et ledelsesgrundlag, der giver overblik over rammer og vilkår for ledelse.
Ledelsesgrundlaget er formuleret som fem klare guidelines til god ledelse i Horsens Kommune:
- Det handler om borgerne
- Vi skaber sammenhæng
- Vi løfter i flok
- Vi handler og skaber resultater
- Vi er tæt på opgaverne
Vi ønsker også at støtte ledernes muligheder for at udvikle sig gennem forskellige uddannelsestilbud. Hvilken uddannelse, der er den rigtige, kommer an på den enkelte leders ønsker til sit karriereforløb og på, hvilken faglig profil der skal videreudvikles.
Du kan læse mere om Horsens Kommune som arbejdsplads og ledelsesgrundlaget her:
https://horsens.dk/job/jobikommunen/kommunen-som-arbejdsplads
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Horsens Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Horsens Kommune, Chr M Østergaards Vej 4, 8700 Horsens
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 22-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://horsens.emply.net/recruitment/vacancyApply.aspx?publishingId=854f77a7-8087-430d-9555-ea168e1e1415
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5901901