Kent Nielsen på 29 år har ADHD og er på førtidspension. I mødet med støttet beskæftigelse er han blevet hjulpet i arbejde i en børnehave, og hans livsglæde er vokset markant.
I det naturskønne område ved Nørrestrand ligger Børnehaven Flintebakken. Det er også her, Kent på 29 år kommer tre gange om ugen i to timer og hjælper med at passe børnene:
"Jeg elsker at komme her og lege med børnene. Jeg har altid haft interesse for at arbejde med børn og vidst, at min vej er at arbejde med børn - jeg er også legeonklen, når jeg er hjemme ved mine nevøer," siger 29-årige Kent Nielsen.
Kents rejse til det liv, han har nu, har bestemt ikke fulgt den lige vej. Fra han var helt lille, har hans mor vidst, at noget var helt anderledes ved ham. I 5. klasse bliver han udredt for ADHD, dyspraksi, tourette og autisme.
En ny begyndelse
Det har været en lang kamp for ham at finde ud af, hvad han skulle med hensyn til uddannelse og arbejde med afsæt i hans udfordringer. Som 20-årig flytter Kent i sin første lejlighed med omfattende bostøtte fra kommunen, og som 27-årig tilkendes han førtidspension.
På daværende tidspunkt er han i et usundt forhold med en voldsom vægtøgning som følge - til sidst rammer nålen på vægten 130 kg. Men så en dag i marts 2022, beslutter han sig for, at nu skal ske ændringer i hans liv:
"Jeg kommer ud af mit forhold og beslutter at flytte fra Falster til Horsens. Inderst inde tænker jeg, der er 90% risiko for, at det vil mislykkedes - men jeg beslutter at tage skridtet alligevel. Og det er jeg rigtig glad for. Mit liv er vendt 180 grader nu," siger Kent Nielsen.
Kent ændrer nemlig livsstil og begynder at tabe sig. Da han kommer til Horsens, melder han sig ind i et træningscenter, og på et halvt år formår han at tabe 35 kg.
Ved flytningen til Horsens Kommune bliver han kontaktet af Råd og Vejledning, som understøtter ham i, at han kan følge sine drømme og ønsker:
"Vi læser selvfølgelig papirerne på den borger, vi skal have samtale med, men vi gør meget ud af at møde mennesker, som de er. Da Kent træder ind af døren, passer billedet ikke rigtig med papirerne, hvori vi bl.a. kan læse, at han har modtaget omfattende bostøtte og lider af vinterdepressioner."
"Kent har nemlig i mellemtiden gennemgået en massiv udvikling - her er en ung mand med et lys i øjnene, der ved, hvad han vil og er klar til at tage fat," udtaler Charlotte Baadsgaard Lauridsen, vejleder fra Mestringsenheden.
Det rigtige match
Efter samtaler med Kent, og ud fra hans ønsker og mål, får Charlotte hurtigt etableret kontakt til Støttet Beskæftigelse. Her sørger beskæftigelseskonsulent, Preben Hejlskov for lynhurtigt at iværksætte et beskæftigelsestilbud til Kent i Børnehaven Flintebakken, som han i forvejen har et godt samarbejde med:
"Vi har fået lavet en aftale, som passer lige til Kent. Preben har sikret at skabe et rigtig godt match, og Kent er gået fuld ind i opgaven - både i forhold til børnene og kollegerne. Han reflekterer over tingene på en god og sund måde."
"Vi er et rummeligt arbejdsmarked og har flere her fra Støttet Beskæftigelse, og vi har kun positive oplevelser med det," siger dagtilbudsleder i Dagtilbud Langmark, Lone Brøndum.
I den tid Kent har arbejdet i børnehaven, hvor han har gennemgået en stor udvikling. Han er nysgerrig på at lære og blive klogere på arbejdet med børn, og han er meget vellidt af både børn og personale. Det har givet Kent et kæmpe selvværds-boost, at han efter relativ kort tid er med i opgaver omkring børnene.
I et kig med fremtidsbrillerne på er der ingen tvivl om, at Kent gerne vil fortsætte sit arbejde i børnehaven og endda gerne gå op i tid, men det er vigtigt, at tilpasningen bliver i et tempo, hvor han kan følge med, og han ikke kommer til at presse sig selv for hårdt. Ved sin opstart i børnehaven var Preben på opfølgende besøg hver uge.
De besøg er nu efter aftale med Kent reduceret til hver 4. uge på grund af den positive udvikling, Kent oplever at gennemgå i sit arbejde børnehaven:
"Kents forløb er et godt eksempel på hvordan forskellige kommunale instanser kan understøtte den enkelte borgers udvikling i at lykkes med at bruge sin resterhvervsevne," udtaler Preben Hejlskov, Beskæftigelseskonsulent i Ekstern Beskæftigelse.
Foto: Horsens Kommune // Kent Nielsen nyder at komme ud og få brugt noget energi sammen med børnene på legepladsen.
Fået opfyldt en livslang drøm
Siden Kent flyttede fra Falster, er der sket markante ændringer i hans liv. Den vinterdepression, han normalt gennemgår i de mørke måneder, er helt udeblevet i år, og han modtager ikke længere bostøtte fra kommunen. Han er henvist til et nyt forsøg, som Specialvejledningen afprøver, der hedder Åben vejledning.
I stedet for fast støtte, er her en fleksibel løsning, hvor han kan ringe eller dukke op to gange om ugen, hvis han lige får brug for en snak og noget rådgivning. Ellers er Kent selvkørende nu og meget begejstret over at føle sig hørt og set.
I mødet med Horsens Kommune er han blevet hjulpet til at turde tage skridtet til at afprøve muligheden for at arbejde med børn - en livslang drøm for ham:
"Jeg ønsker at blive ved med at dygtiggøre mig og blive klogere på området, og så elsker jeg simpelthen at komme ud og fyre noget krudt af sammen med børnene. Det hjælper mig med min ADHD, og jeg tror også, der er mange forældre, der er glade for at få nogle trætte børn hjem," slutter Kent af med et smil.