Overlæge søges til Intensiv Afsnit, Bedøvelse, Operation og Intensiv, Regionshospitalet Horsens.

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vi søger en overlæge til intensiv afsnittet på regionens sydligste akut-hospital pr. 1. januar 2024 eller efter aftale.

 

Hvad kan vi tilbyde dig?

Vi tilbyder en stilling, hvor du både skal bruge din faglige ekspertise og dine samarbejdsevner i et dynamisk afsnit, som vægter faglig udvikling, kvalitet for patienten og godt arbejdsmiljø.

Du vil få mulighed for at blive en del af vores faste gruppe bestående af 5 speciallæger på intensiv, hvoraf den ene er funktionsleder.

Det tværfaglige samarbejde mellem afsnittets læger, sygeplejersker og andre faggrupper er en grundsten i både det faglige tilbud til patienten og personalets trivsel. Intensiv afsnit har mange samarbejdsflader både på hospitalet, men også med de andre hospitaler i Regionen. 

Intensiv afsnit har normeret 7 pladser. Afsnittet er et niveau 2-intensiv afsnit med dialysetilbud, respiratorterapi og avanceret hæmodynamisk monitorering med Lidco. Vi har særligt tværfaglig fokus på dysfagi hos vores patienter, og har derfor et team bestående af ergoterapeut samt læger med specialuddannelse til at varetage FEES undersøgelse hos patienterne. Der er mulighed for at erhverve uddannelse i FEES.

Patienterne er medicinske, kirurgiske (blødning, postoperative komplikationer, traume) samt obstetriske (præeklampsi).

Vagtarbejde vil bestå af en blanding af rådighedsvagter koblet med intensiv stuegang weekend og tilstedeværelsesvagter med funktion som anæstesi-bagvagt. Du vil i dagstid være mest på intensiv, men vil også have enkelte dage på operationsgangen, for at kunne opretholde kompetence som anæstesiologisk bagvagt.

 

Hvad leder vi efter?

Vi søger en overlæge, som ønsker at bruge en stor del af sin arbejdstid på intensiv.

Vi søger en overlæge, som prioriterer uddannelse og forskning og som altid går efter højeste faglige kvalitet for patienten.

Det er vigtigt for os, at du har lyst til og kan indgå i konstruktivt tværfagligt samarbejde, og mestrer kommunikation både i det daglige, ved svære samtaler og i akutte situationer.

Se funktionsbeskrivelse her.

 

Vores afdeling

Vi er en afdeling med fokus på uddannelse og undervisning og har både I-læger og HU-læger ansat. Det forventes derfor, at alle speciallæger deltager i undervisning og supervision af de uddannelsestagende læger.

Afdelingen er desuden uddannelsessted for bl.a. sygeplejersker og andre faggrupper. Der er et godt og respektfuldt tværfagligt samarbejde på tværs i afdelingen og en god tværfaglig forskningsaktivitet.

Sundhedsfaglige forskere fra afdelingen yder et betydeligt bidrag til Regionshospitalets samlede videnskabelige produktion. I alt 5 forskere med ph.d. grad er ansat i afdelingen, heraf 2 med eksterne lektorater samt en afdelingslæge med et klinisk lektorat ved Aarhus Universitet. Der kan således understøttes ph.d. forløb med hovedvejlederfunktionen forankret i afdelingen, og der er aktuelt 1 ph.d.-studerende tilknyttet. Nuværende styrkepositioner for afdelingens forskning er regional anæstesi samt multimodal analgesi, hvor adskillige randomiserede kliniske forsøg er gennemført med flere på vej. Der er en stærk samarbejdskultur blandt forskerne i afdelingen, og der vil være rig mulighed for at bidrage til igangværende projekter eller opstarte egne projekter alene eller i et samarbejde med afdelingens forskere.

Afdelingens opgaver omfatter ydelser af anæstesiologisk, operativ og intensiv service til alle afdelinger på Hospitalet. Afdelingen rummer ud over Operations- og Intensivt afsnit også en stor Dagkirurgisk og Endoskopisk enhed, ligesom Forberedelse og Opvågning, Sterilcentralen, Enhed for Lindrende Behandling og Akutlægebilen er tilknyttet ledelsen i Bedøvelse, Operation og Intensiv.

Intensivafsnittet har 7 sengepladser og er et niveau 2 intensivafsnit med mulighed for CRRT.

I 2019 flyttede både intensiv afsnit og en del af operationsgangen i nye lokaler. Her kunne vi samtidig åbne et nyt perioperativt afsnit: "Forberedelse og Opvågning", som er døgnåbent ugens 7 dage. Her kan både elektive og akutte patienter behandles de første 24 timer, til de er klar til udskrivelse.   

Anæstesi- og Operationsafsnittet yder anæstesi til patienter inden for ortopædkirurgi, organkirurgi og gynækologi. Der ydes desuden assistance til fødegang og nyfødte samt skadestue, DC-konverteringer og ECT-behandling. 

Vores Dagkirurgiske afdeling er en af Danmarks største og er placeret i moderne lokaler med nyeste teknologi og der anvendes i udstrakt grad blokader. Til afsnittet hører ligeledes et af Danmarks største Endoskopi Afsnit.

Vi har en døgndækket akutlægebil, bemandet med speciallæger tilknyttet afdelingen. Uden for normal dagarbejdstid dækkes denne funktion på konsulentbasis. Man har som speciallæge mulighed for, at blive tilknyttet lægebilen i det omfang der er plads. Den nærmere tilrettelæggelse af deltagelsen i det præhospitale beredskab aftales i en dialog mellem dig, afdelingsledelsen og lederen af det præhospitale beredskab, hvor du deltager. Deltagelse i det præhospitale beredskab vil altid tage udgangspunkt i individuelle kompetencer, øvrig opgavevaretagelse og eventuelle særlige personlige hensyn.

 

Hvordan fordeles vagterne?

Der er tilstedeværelsesvagt af speciallæge alle dage samt introduktionslæger i forvagt. Vi har en senvagt hvor en speciallæge har vagt til kl. 18.00 på alle hverdage. Derudover er en speciallæge dagligt i tilkaldevagt. Der arbejdes efter rulleskema med høj grad af fleksibilitet. 

 

Ansøgning.

Der vil blive gennemført faglig bedømmelse af ansøgere, der indkaldes til samtale. Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for hvert af de 7 lægefaglige kompetenceområder. Ansøgeren bør i alle tilfælde forholde sig til de 7 lægeroller i ansøgningen og i videst muligt omfang dokumentere kvalifikationerne inden for områderne i fagligt bedømmelsesskema, der udfyldes elektronisk, når ansøgning og anden dokumentation fremsendes via nedenstående link.

Ansættelse vil ske efter gældende overenskomst mellem Foreningen af Speciallæger og Danske Regioner. Stillingen er omfattet af lokalløn og forhandles med den faglige organisation.

En forudsætning for ansættelse er, at der gives samtykke til indhentning af tilfredsstillende børneattest. 

Yderligere oplysninger: Henvendelse til cheflæge Lisbet Tokkesdal Jensen Tlf: 2033 5022 eller chefsygeplejerske Marie Louise Ulsøe Tlf: 2330 5689.

 

Ansøgningsfrist den 31. august 2023 

Samtaler forventes afholdt den 18. september 2023 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Horsens Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Region Midtjylland, Sundvej 30, 8700 Horsens

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 31-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://midtjob.dk/ad/overlaege-soges-til-intensiv-afsnit-bedovelse-operation-og-intensiv-regionshosp/490mco/da

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5883902

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook