Pantstation i Horsens bygges om og får plads til meget mere pant

Foto: Dansk Retursystem. Pantstationen i Horsens lukker 14. november for ombygning og åbner igen i februar 2022 som en ny type pantstation, hvor man hælder sine flasker og dåser direkte i maskinen.
Profilbillede
dato

Pantstationen i Horsens bliver den første i Jylland, der bygges om til den nye model, hvor man hælder alle sine flasker og dåser direkte i maskinen. Dermed kan man let komme af med store mængder pant på én gang. Flasker og dåser optælles og komprimeres på stedet, så der er plads til meget mere – og man får pant-pengene ind på sin konto med det samme.

Søndag den 14. november lukker pantstationen i Horsens for ombygning, og til februar 2022 åbner den igen som en ny type pantstation.  

Horsens er dermed det første sted i Jylland, hvor en af de gamle pantstationer til pantsække bygges om til den nye model, hvor man hælder sine flasker og dåser direkte i maskinen – en model der allerede er succes med på Sjælland i Kalundborg, Høje Taastrup og Slagelse.  

”Pantstationen i Horsens er populær og fortjener at få et løft. Vi er glade for, at det lykkedes at komme i gang i Horsens så hurtigt, så den i det nye år kan tage imod mange flere dåser og flasker fra Horsens og omegn”, siger markedsdirektør Marlene Holmgaard Fris.  

Den nuværende pantstation i Horsens var den første, der i 2013 blev bygget i Jylland, og derfor giver det også god mening, at det er den første, der bliver bygget om.  

26.000 om dagen

De oprindelige pantstationer blev bygget for at teste, om der overhovedet var interesse for at aflevere meget pant på én gang. Efter en rolig start fik danskerne øjnene op for pantstationerne, og under corona nærmest eksploderede interessen med en stigning på 50%.

Det har givet køer og fyldte pantstationer – til stor frustration for de trofaste pantstationsbrugere, der har set fidusen i at kunne aflevere meget pant på én gang.

Pantstationen i Horsens tager i gennemsnit imod 26.000 flasker og dåser om dagen men kunne tage mere, hvis ikke kapaciteten var en begrænsning. 

Plads til syv gange så meget 

Lige præcis det med kapaciteten bliver der gjort noget ved i den nye model, hvor en af de markante fordele er, at den optæller og komprimerer flasker og dåser på stedet.

Det betyder, at de fylder meget mindre, så der er plads til langt mere i den nye pantstation - faktisk syv gange så meget. Dermed skal den tømmes sjældnere, og det sparer både penge og CO2.  

En anden fordel er, at man får sine penge ind på sit betalingskort samme dag.

Desuden slipper man for at bruge den særlige pantsæk, da man kan medbringe sin pant i lige præcis den pose, sæk eller beholder, som man samler sine flaske og dåser i derhjemme.

Derfor er opfordringen til alle pantstationens brugere: få brugt de pantsække I har liggende inden 14. november, da man ikke behøver dem på den nye station. 

Let at komme af med pant 

Dansk Retursystem har en ambition om, at det skal være let at komme af med sin pant, også når man har store mængder, og planlægger derfor at udbygge netværket af pantstationer i hele landet, så der i 2025 er 36 pantstationer.  

Den nyombyggede pantstation i Horsens åbner i februar 2022 og ligger som hidtil på adressen Endelavevej 14. De nye åbningstider er alle dage kl. 10-18. 

Kort fortalt om den nye pantstation: 

Ingen pantsæk

Hæld plastflasker og dåser direkte i maskinen

Pantpengene går ind på dit Pantkort eller Dankort inden for én bankdag 

Dåser og flasker bliver mast, så der er plads til mange flere 

En mere CO2-besparende pantstationsløsning 

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook