Vi får en god dag, når andre har en god dag

Foto: Horsens Kommune. Spisetilbuddet er startet op i januar 2023, og Susanne og Linda har været med fra start. I gennemsnit kommer der mellem 15-20 gæster - mange af dem kender hinanden i forvejen.
dato

Sådan lyder ordene fra Susanne Johansen på 65 år og Linda Mathiasen på 70 år, som begge er frivillige værtinder til spisefællesskabet i Lindehøjs Centrets café.

Spisefællesskabet er henvendt mod seniorer, som for 60 kr. kan komme i caféen hver anden onsdag og få et lækkert måltid mad, kaffe og hjemmebagte småkager - og ikke mindst få en hyggelig tid sammen i et socialt fællesskab.

Susanne og Lindas roller som værtinder består i at dække et indbydende bord, anrette og servere maden og hygge om deltagerne. Netop det sociale aspekt i at få deltagerne til at føle sig velkomne og få en god oplevelse, har været en stor motivationsfaktor for at blive frivillig værtinde:

- Jeg brænder for det sociale arbejde og at kunne gøre en forskel for andre, og derfor har jeg valgt at dedikere noget af min fritid på at være frivillig. Jeg er også frivillig andre steder, blandt andet i forbindelse med fællesspisning på Flintebakken. Man får så meget igen. Jeg har også en god dag, når de andre har en god dag, siger Susanne Johansen.

Det betyder meget at kunne hjælpe andre
Spisetilbuddet er startet op i januar 2023, og Susanne og Linda har været med fra start. I gennemsnit kommer der mellem 15-20 gæster - mange af dem kender hinanden i forvejen.

Susanne kommer en gang om måneden, mens Linda kommer fast én gang om ugen - både som gæst og som frivillig.

- Jeg er alene, og jeg kan godt lide og komme og spise sammen med de andre. Det er jo et fællesskab, vi får. Når jeg deltager som værtinde, spiser jeg med gratis, og jeg glæder mig altid til at komme her og møde de andre. Det, at hjælpe andre, betyder meget for mig - jeg er også frivillig andre steder blandt andet på Præsthøjgården.

Både Susanne og Linda har en baggrund inden for plejeområdet. Susanne har arbejde som ufagligt plejer og handicaphjælper, og Linda har arbejdet som plejehjælper og assistent, så de har begge været vant til at arbejde med mennesker.

Maden, der serveres, kommer fra caféens køkken, og den beskrives som luksus-mad. Såvel maden som Susanne og Lindas værtsskab roses da også til skyerne af gæsterne i spisefællesskabet på Lindehøj:

- Vi får noget rigtig lækker mad her, som vi ikke selv normalt laver til hverdag. Der er en fantastisk god stemning her. Susanne og Linda sørger for, at bordet er dækket flot og indbydende op, og de kommer og fortæller om menuen. Vi føler os meget velkomne her og glæder os hver onsdag til at møde op her, fortæller Tove, Anna Gretha, Inger og Aase, som alle er faste gæster til spisefællesskabet på Lindehøj.

Et fleksibelt arbejde med masser af grin
Som værtinde kræver det, at man har overblik, er udadvendt og har lyst til at noget for andre. Inden Susanne og Linda begyndte arbejdet som frivillige værtinder, blev de indkaldt til et formøde, hvor de fik en introduktion og fik mulighed for at lære de andre at kende.

De er begge glade for, at frivilligordningen er fleksibel, og at alle kan melde ind, hvilke onsdage, der passer bedst ind i deres kalender, samt om man ønsker at komme én eller 2 gange om måneden i 3 timer.

- Hvis man keder sig lidt derhjemme, og måske har lukket sig lidt inde, efter alt det med corona, er det en god måde at lære folk at kende på, få en god snak og få et lækkert måltid mad, Der er ingen tung løft, og der er ingen opvask eller gulvvask. Vores primære roller er at hygge om gæsterne og sørge for, at de får en god oplevelse, siger Susanne.

Linda og Susanne kendte hinanden lidt i forvejen til bankospil, inden de begyndte som værtinder på Lindehøj, men de havde ikke rigtig talt sammen. Det gør de nu.

- Vi har det simpelthen så sjovt sammen - hvis vi ikke havde det, så havde jeg ikke lyst til at komme her. Lige nu er vi 5-6 frivillige, men vi kunne godt bruge lidt flere frivillige, som kan hjælpe med til at løfte værts-rollen - også gerne mænd, for de er lidt en mangelvare her, slutter Susanne med et smil.

Skulle man få lyst til at blive frivillig vært/værtinde eller deltage i ét af spisefællesskaberne, som er rundt om i Horsens Kommune, er man meget velkommen til at kontakte ansvarlig Liz Langfeldt på 21 27 88 36. 

Kilde: Horsens Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook